Sådan håndterer du fejl i udbetalingskladden

I dette kapitel finder du en oversigt over nogle af de udfordringer, som du kan støde på i udbetalingskladden.


Advisering dannes ikke

Problem:

Når du danner forslag til betaling, dannes adviseringen ikke automatisk. Du kan danne adviseringen manuelt, når du vælger Betalingsinformation, Advisering og Opbyg adviseringslinjer.

Løsning:

Det kan skyldes, at modkontoen ikke er sat op. Dette gøres under Definer valutabestemte modkonti. Her opretter du en linje for hver valutakode, du benytter inklusiv valutakode "Blank".

Det kan også være fordi at den bank som er benyttet som modkonto, ikke er har angivet en Bankkode. Dette gør du på bankkontokortet under fanen Overflytning.

Betaling fra udland til udland fejler

Problem:

Du forsøger at oprette en betaling fra en udenlandsk konto til en anden udenlandsk konto, men får en fejlmeddelelse fra banken, som antyder at "du sender kontonummer som en finanskonto". Denne fejlmeddelelse vises kun hvis du anvender direkte kommunikation.

Løsning:

Fejlen opstår oftest fordi IBAN ikke kan anvendes som betalingsoplysning. Du skal opsætte en finanskonto i din netbank, for at den direkte kommunikation kan fungere. Der skal desuden oprettes en konto i Dynamics NAV eller Business Central on-premises, til at håndtere betalingen. Se guide for Bank Data, manuel upload, opret en udland til udland betaling via skyggekonto.

Betalingsposter kan ikke bogføres

Problem:

Du prøver at bogføre dine betalingsposter, men de bogføres ikke.

Løsning:

Hvis du ikke kan bogføre dine betalingsposter, kan det skyldes, at de ikke har den påkrævede status for bogføring. Den påkrævede status for bogføring af betalingsposter finder du under Opsætning af betalingsforslag. Den påkrævede status kan være Sendt, Modtaget eller Betalt.

Der bliver ikke dannet nogen poster i mit betalingsforslag

Problem:

Når du opretter et betalingsforslag, dannes der ikke de forventede poster i udbetalingskladden.

Løsning:

Der kan være flere årsager til, at der ikke dannes betalinger i din udbetalingskladde. Undersøg i første omgang følgende muligheder:

  1. Er posterne allerede hentet ind i en anden udbetalingskladde? Hvis posterne allerede er hentet ind i en udbetalingskladde, vil de ikke kunne hentes igen (medmindre du har tilladt dette i betalingskladde opsætningen). Dette sikrer, at du ikke risikerer at udføre en betaling flere gange.
  2. Dine manglende betalingsposter overholder ikke de krav for betalinger, som du har defineret i Opsætning af betalingskladde eller Lav forslag. Gennemgå din opsætning en ekstra gang, for at sikre, at opsætningen på f.eks. dato ikke er årsagen til at en betaling ikke kommer med.
  3. Din faktura er ikke bogført. Du kan kun hente betalinger ind for bogførte fakturaer.

Dimensioner forsvinder ved samling af betalinger

Problem:

Når du samler betalingsposter, forsvinder dimensionerne.

Løsning:

Gå ind i Opsætning af samlebetaling og angiv hvilke dimensioner, der skal beholdes ved samling. Du skal være opmærksom på at kun poster med samme dimensionsværdier, bliver samlet med hinanden.

Kreditnotaer bliver ikke modregnet ved samling af fakturaer

Problem:

Fakturaer samles, men kreditnotaer modregnes ikke

Løsning:

  1. Vælg handlingen Samlebetaling under fanen Naviger og vælg herefter Analyse.
  2. Dette åbner vinduet Samlebetalingsanalyse, der eventuelt viser om der er nogen årsager til at samlebetaling ikke kan lade sig gøre for de givne linjer. Hvis dette er tilfældet, kan de løses ved at se beskrivelsen i feltet Tekst, hvis muligt.
  3. Hvis analysen ikke siger noget, er det sandsynligvis fordi, der ikke er plads i adviseringen. Løsningen på dette vil være, enten at lave om i adviseringsdefinitionsmasken, så der bliver et par linjer ekstra til advisering, eller at du manuelt vælger, hvilke poster der skal samles.

Du laver manuel samling på følgende måde:

  1. Slå Sammenfat pr. kreditor fra i Opsætning af betalingskladde.
  2. Vælg Lav forslag igen.
  3. Marker nogle få poster i udbetalingskladden, som skal samles. Det skal passe med, at det totale beløb for kreditnotaerne er mindre, end beløbet på de inkluderede fakturaer.
  4. Vælg Samlebetaling under fanen Naviger og vælg herefter Lav samlebetaling.
  5. Vælg Ja for at bekræfte at du vil afvikle kørslen.
  6. Kørslen afvikles og betalingerne samles. Samtidig med at posterne samles, dannes en advisering, der dokumenterer til kreditor hvad der er samlet, altså hvilke fakturaer og kreditnotaer betalingen dækker.
  7. Når kreditnotaerne er samlet, kan du markere de resterende poster til kreditoren.
  8. Vælg Samlebetaling under fanen Naviger og vælg herefter Lav samlebetaling.
  9. På den måde bliver der lavet to betalinger til kreditoren, hvor der er blevet taget højde for kreditnotaerne.
  10. Når betalingsposterne er samlet, kan du fortsætte med andre funktioner i udbetalingskladden, eller du kan sende betalinger til banken med det samme.

Bemærk

Grunden til, at det lige præcis er kreditnotaerne, der bliver udelukket fra en samling er, at disse bliver tilføjet til sidst i adviseringen. Der skal være mindst én linje tilbage til advisering, da vi skal skrive bilagstypen i starten af linjen.

Eksempel: Faktura 1001, 1002, 1003 Kreditnota 2005, 2006, 2007

Kursdifferencer på udenlandsbetalinger

Problem:

Hvordan håndterer jeg kursdifferencer og eventuelt vekselgebyr i Payment Management?

Løsning:

Du kan benytte Opret gebyr funktionen i udbetalingskladden. Her kan du ændre regnskabsvaluta værdien og eventuelt angive et gebyr.

Bemærk

Alternativt kan du benytte den automatiske kontoafstemning, da afstemningen finder den rigtige betaling ved hjælp af UPR-nummeret. Derefter skal du blot kontere differencen som kursdifference.

Valutakode er inaktiv

Problem:

Du oplever fejlen, "Valutakode er inaktiv og skal være blank", når du forsøger at betale et FIK indbetalingskort, kortart 71. Valutaen er sat til DKK på betalingen.

Løsning:

Payment Management tager udgangspunkt i, at du benytter "blank" valuta som den lokale valuta (i dette tilfælde danske kroner), og som også anbefales for standard Dynamics NAV eller Business Central on-premises.

Hvis du ikke anvender denne måde, vil du kunne løbe ind i problemer som dette.

  1. Vælg ikonet Søg efter side eller rapport eller tast Ctrl-F3, angiv Betalingsmetoder, og vælg derefter det relaterede link for Payment Management betalingsmetoder.
  2. Vælg den pågældende betalingsmetode du får fejl på.
  3. Under fanen Naviger vælg Pr. Bankcentral.
  4. Under fanen **Naviger ** vælg Feltvalidering.
  5. Find linjen med Currency code, og fjern krydset i kolonnen Inaktiv.
  6. Marker linjen Currency code, under Naviger vælg Formatering,
  7. Sæt hak i kolonnen Blank indhold.

Denne løsning kan også med fordel benyttes, hvis du kører med anden standardvaluta, end DKK.